Når man nu, som jeg, vælger at tage sin 3. praktik i udlandet er der en masse forberedelser og overvejelser inden afrejse. Jeg vil prøve at liste nogle af de oplevelser, besværligheder og udfordringer op.

Flybilletter: Vi har valgt at købe en enkeltbillet, da vi har været usikre på hjemrejsedatoen. Dette giver også større frihed til senere i opholdet, at lave planer om eventuelle afsluttende rejser rundt i landet eller at aftale med praktikstedet hvordan det passer bedst. Vi flyver fra Kastrup til Heathrow, videre til Hongkong og derefter videre til Vietnam. Prisen for denne enkeltbillet fandt vi til ca. 3200 kr. pr. person, men dette kan jo variere alt efter hvornår man skal af sted, hvilken søgemaskine man benytter sig af og hvilket flyselskab man flyver med.

Forsikring: Det er vigtigt at have en god forsikring når man skal til udlandet. Da opholdet er på 6 måneder, virker en normal rejseforsikring ikke optimalt – også fordi man ikke er på ferie, men skal arbejde under opholdet. Det er derfor en god idé at undersøge din rejseforsikring (hvis du har sådan en i forvejen) for hvad du er dækket af. Vi valgte at tegne rejseforsikringen igennem www.studenterforsikring.dk, men der er også andre (og dyere) alternativer.

Vaccinationer: Alt efter hvor man tager hen i verden, har man brug for diverse vaccinationer. Hvis du er i tvivl om hvilke vaccinationer man har brug for, kan du gå ind på Statens Serum Institut på www.ssi.dk, eller spørge sin egen læge. Her er hvad jeg er blevet vaccineret mod for at skulle til Vietnam: Hepatitis a+b, stivkrampe og japansk hjernebetændelse. Derudover har jeg købt malaria-piller og jeg har valgt en drikke vaccine, Dukoral, som beskytter mod kolera og andre heftige maveproblemer. Læs mere på www.ssi.dk.

Undersøg priserne og husk at man desuden får 10% hvis man har et gyldigt studiekort med. Derudover får man jo også halvdelen refunderet hvis man er medlem af Danmark, så det vil jeg klart anbefale at du bliver, hvis du ikke allerede er det i forvejen. (jeg er det ikke da jeg har for mange skavanker til at de gider dække mig, kontaktlinser og dårligt knæ).

Visum: Alle rejsende der opholder sig i Vietnam i mere end 15 dage skal have et visum. Dette skal søges på den Vietnamesiske Ambassade i Hellerup og tager typisk et par hverdage.

For at undgå at skulle eftersende mails eller tage derhen mere end højst nødvendigt, kommer her hvad du skal have med for at søge: Kontanter (de modtager slet ikke kort), pasfoto, pas og uddannelsesaftale.

Der er to forskellige slags visum: Et med en enkelt ind- og udrejse eller et med ubegrænset ind- og udrejser. Vi har valgt sidstnævnte, da vi gerne vil have muligheden for at kunne rejse til andre lande i løbet af vores ophold. Dette visum koster ca. 1000 kr. Det bliver selvfølgelig billigere hvis man vælger den anden løsning. Vi søgte visum for 3 måneder og får det fornyet der nede, det er den nemmeste og billigste måde. Men reglerne ændre sig hele tiden, så spørg jer frem både hos jeres kontaktperson i Vietnam og jeres praktikvejleder i Danmark.

Lejlighed/hus i Vietnam. Vores umiddelbare plan var derfor at tage afsted, bo på et hotel de første nætter og så finde et hus dernede. En ting man skal være opmærksom på ved leje af bolig i Vietnam er, at de ofte gerne vil modtage hele betalingen kontant ved ankomst. Altså skal vi betale 3300USD (ca. 18.800 kr.) for alle 6 måneder når vi ankommer til HCMC. Det er en god ting at have med i sine økonomiske beregninger, da det er forholdsvis mange penge at lægge på en gang. Dog betyder det også, at der ikke skal betales husleje i al den tid man er der, så der kommer pengene selvfølgelig ind igen.

SU i udlandet: Når man skal i udenlandspraktik får man ikke løn som man ellers vil gøre i Danmark. Man kan i stedet søge om at få bevilliget 6 måneders ekstra SU-klip. Dette skal du selv søge på SU-kontoret på seminariet, det sker ikke automatisk.

Udgifter hjemme: Hvis du har bil, lejlighed, forsikringer hjemme imens du er i udlandet, så kontakt dit forsikringselskab og forhør dig om der er noget du kan opsige/sætte i bero imens du er væk. Personligt opsagde jeg min lejlighed, da jeg gerne vil finde en ny lejlighed når jeg kommer hjem. Med hensyn til min bil, så kan det slet ikke svare sig at pille pladerne af den, da den er så billig i forsikring og vægafgift.