Fødselsdag, Workshop og tyveri…

D 4 april havde jeg fødselsdag, 31 somre. Dette blev fejret med “vores” Workshop, som bestod af 4 timers Vietnamesisk seminar, kun vores 10 minutters oplæg om Malcolm Ross, var på engelsk, og Mr. Anh oversatte til Vietnamesisk. Så det var en temmelig lang formisdag, som heldogvis sluttede kl 12.30. Vi tog hjem til lejligheden og slappede af et par timer. Klokken 18 skulle vi ud og spise med vores danske vejleder, Lars, som var kommet på besøg, han så også  vores oplæg og ville høre hvordan det hele fungerede.  Vi spise i et gadekøkken ved Benh Thanh markedet, VILDT lækker mad. Jeg fik noget lækker BBQ pork med morning glory og ris, og selvfølgelig et par Tiger øl, nu hvor skolen gav gildet. Super hyggelig dag.

Om lørdagen d 5 april skulle vi ud og fejre min fødseldag, vi var på “stamstedet” Cheeky Monkey , hvor vi hørte noget live musik og drak nogle øl, senere på natten ville i så gå ned på Bui Vien og finde et sted hvor vi kunne danse lidt, på vejen skal jeg lige hæve penge, og mens jeg står og venter på de andre, kommer der en såkaldt Cowboy kørende forbi og snupper min taske ud af hænderne på mig, inden jeg når at reagere er de smutter om hjørnet og væk er min telefon (som jeg ellers aldrig har med i distrik 1.), mit dankort, kørekort og ca 550 kr i kontanter. øv… Så sluttede den aften ligesom for mig. Tak for det dumme cowboys.

Søndag d 6 skriver jeg med en sød vietnamesisk pige, Silke, som er født og opvokset i danmark med sine vietnamesiske forældre. Hun vil gerne hjælpe mig med at melde tyveriet til politiet. Uden hende kunne jeg ikke have klaret det, da de forventer at man kan skrive hvad der skete, på vietnamesisk. Så det var virkelig fedt at hun ville hjælpe.

 

Marts

Nå, nu må det være tid til en lille opdatering her fra varmen. Hverdagen er ved at være godt indtruffet og tiden går både enormt langsomt og enormt hurtigt.

Vi har nu været her i 2 måneder og jeg trænger ubeskriveligt til at se noget andet end lejligheden, busruten til arbejde, mine roomates (no offence) og arbejdet. Trænger så meget til at komme væk, heldigvis er der ikke længe til vi tager en flyvetur til Phu Quoc. Den skønneste paradis-ø, med hvide sandstrande, turkisblåt hav, palmer og hele lortet. Glæder mig!!!

Phu Quoc

Men inden vi skal fede den, på den lækreste Bounty strand, skal vi lige have overstået vores workshop. Det er den 4 april, på min fødselsdag. Vi skal op og fremlægge for hele College of Educations lærer, studerende, ledelsen, vores vejleder fra Danmark og fra Vietnam. Vi frygtede det værste, men slipper med kun 15 minutters fremlæggelse. Så vi skal nok klare den. Vi vil snakke om Malcom Ros model, om leg og impuls. Vi vil rigtig gerne sætte fokus på børns fantasi, fri leg og udvikling herigennem. Det bliver super godt og håber virkelig at de forsår hvor vi vil hen med vores workshop.

Nogle af jer ved at vi i samarbejde med vores Social Work klasse har lavet en indsamling til SOS børnebyerne. Vi havde lavet en indsamling på facebook, som de studerende ikke vidste noget om, og det lykkes os at samle lige over 1000 kr ind (på ca 1 uge) det svarer til 4.000.000 VND, og det er virkelig en stor hjælp. Pengene går til SOS børnebyen Go Vap, som ligger her i HCMC.

CAM00383

overrækkelse af pengene til SOS Børnebyerne

overrækkelse af pengene til SOS Børnebyerne

Tid til at smile…

Sidst var jeg i tvivl om jeg skulle grine eller græde.. men i dag er jeg et stort smil. 😀

Another day at the of..fice

Another day at the office…

Alt ser ud til at flaske sig, vores mandags “problem” har løst sig, efter et møde med Mr Anh har vi droppet de intetsigende specielskoler og skal i stedet være i børnehaven, som i øvrigt bliver bedre og bedre for hver dag der går. Ja, vi er end da blevet så gode venner at den ene pædagog piller grå hår ud af hovedbunden på mig. Det er vist ret normalt at man gør det på hinanden her nede, men jeg havde sgu ikke lige regnet med at hun ville gå i gang med mit hår. Og da hun så bagefter stolt viser håret frem til sine kollegaer bliver jeg da for alvor flov. Haha, men sjovt var det.

Undervisning i frugter

Undervisning i frugter

Men en ting de ALDRIG får mig til her nede er at “tvangsfodre” børnene. Jeg forstår det simpelthen ikke. Tykke børn er lig med velstillede børn. Eller noget. Utroligt at man i 2014 ikke kan ved hvad et sundt barn er. At man tvinger børnene til at spise op, selvom man kan se at de er lige ved at brække sig, og sidste skefuld får bageret til at flyde over, så barnet brækker det hele op igen. Tror aldrig at vi kan få pædagoger og ikke mindst FORÆLDRENE til at indse at det er forkert. Desværre.

Hørehæmmet pige spiser.

Hørehæmmet pige spiser.

Men når det er sagt, så går det ellers fremragende. Vi har efterhånden fået god kontakt til alle børnene. Nogle af dem burde ikke være i speciel-gruppen. De har måske en god gang krudt i røven, ellers er de ganske velfungerende. Men der er til gengæld  også børn som burde være et helt andet sted, specielskole for døve og stumme eller lignende. I gruppen er der også børn med motoriske problemer. Så det er en ret blandet gruppe vi har, hvilket gør det ret besværligt at lave aktiviteter alle kan være med i og som alle får noget ud af. Men vi er kommet frem til at alle kunne have godt af at bruge deres fantasi. Alt er skemalagt og alt er undervisning. Så i morgen fredag starter vi op med noget så simpelt at tegne, uden nogen fortæller hvad det skal forestille, uden at man skal tegne inden for stregerne, uden at en appelsin skal være orange, uden at barnets hånd bliver ført så det ligner noget en voksen har tegnet. Jeg er spændt på hvad børnene siger til de, om det overhovedet får kradset noget ned på papiret, men hvis de ikke gør det denne gang, så gør de de måske næste gang. Her skal der nemlig ikke været nogle krav eller forventninger til børnene.

Så er børnene klar til at lære at tegne en appelsin og en mango.

Så er børnene klar til at lære at tegne en appelsin og en mango.

Og så har vi i øvrigt fået skønne uniformer!

Så har vi fået skønne uniformer!

Så har vi fået skønne uniformer!

17/2-2014 Grine eller græde…?

Puha, det er med en noget blandede følelse jeg vil prøve at beskrive den første arbejdsuge.

Mandag (10/2) mødte vi ind kl 10 og skulle have et møde med vores vejleder Mr. Anh, vores vejleder/kontaktperson. Vi bliver vist ind i et mødelokale ala “The Ovale Office” hvor vi skulle holde møde med the principal fra college, lederen fra børnehaven, en engelsk lærer, en fra Social Work og et par assistenter. Først holdt the principal en kort tale, på vietnamesisk,  (mr. Anh oversatte) hvor han bød os velkommen og fortalte hvor glad og stolt han var over at vi var der. Derefter fortalte vi hver især kort om os selv, og om hvad vores specialisering, styrker osv var. Til sidst gennemgik vi vores skema, og hvad vi skulle de forskellige steder. Efter 1.5 time i et koldt lokale med varm the, var det hele overstået og vi kunne tage hjem. Vi blev dog lige nød til at finde nogle t-shirt på vej hjem, da vi ikke må vi vise vores skulder når vi er sammen med børnene.

Tirsdag havde vi fri = pool!

Onsdag skulle vi mødes med nogle lærer og studerende fra english club. Så vidt jeg har forstået er det en klub for studerende der vil være engelsklærer. Så vi skal lave nogle aktiviteter, fortælle om danmark. I det hele taget skal vi “bare” snakke en masse engelsk med dem.

English Club

English Club

Torsdag mødte vi ind kl 8 i børnehaven. Vi startede ud med et møde hvor vi fik præsenteret de 4 børn vi skal have særligt fokus på. De har bl.a. vanskeligheder som autisme og ADHD. Derefter fik vi en rundvisning og til sidst kom vi ind i den special-klasse/stue hvor vi primært skal være. Vi fik kort lov til at observere børnene i deres hverdag. Det jeg lagde mest mærke til var at deres “fri leg” overhovedet ikke var fri. Pædagogerne bestemte hvad de skulle lege med, hvem de skulle lege med og at de skulle sidde ned. Jeg lagde også mærke til at de var meget kærlige over for børnene, kys på kinden osv. men de kunne godt lige få en rap over fingrene hvis de ikke opførte sig ordenligt. Børnene sover fra 11.30 – 14. Imens fik vi frokost, menuen stod på ris, oksekød, suppe, brød med noget paté og lidt frugt. Det var ok, men der er bare noget specielt over at sidde og spise, mens man ser rotterne løbe rundt i lokalet så snart der er ro. Efter vi havde spist, har vi pause til kl 14. Pædagogerne sover til middag men vi gik ned på en cafe med WiFi. Jeg fik en Caf fé sao dá (iskaffe med mælk) som er mit daglige fix. 🙂 2 timer er meget lang tid at vente og vi blev pludselig meget trætte. Da vi kom tilbage stod børnene op og fik noget mad igen. Endelig fik vi god til til børnene, og da jeg tog mit kamera frem og ville tage billeder var de helt vilde og ville se med, tage billeder osv. Det kom der nogle skønne billeder ud af. Pædagogerne satte gang i nogle navne lege. Mit nye navn er hermed Luzy. Haha.

De søde børn

De søde børn

Fredag var jeg desværre syg.

Mandag d 17/2. Ja, jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Jeg har aldrig oplevet så uprofessionel en ledelse, som den special skole vi har være ude og besøge i dag, har. De vidste stort set ikke hvem vi var og hvad vi skulle lave. Det virker som om, at de tror at vi er psykologer/coaches som skal komme og rede verden for dem. Ingen, INGEN af de ansatte kan engelsk. Selvom der var en “tolk” fra College med som, prøvede at oversætte for os, var det meget svært at finde ud af hvad vi skulle og hvad de forventer af os. Det kan godt blive et stort problem med den sprogbarriere. Men jeg tror at vi er kommet frem til at vi skal lave noget aktiviteter med de udviklingshæmmede børn hver mandag formiddag.

Afrejse

Endelig kom dagen hvor turen gik mod Vietnam, utroligt nok havde jeg sovet fantastisk og vågede først kl. 8.30. Jeg har boet hos mine forældre i 14 dage nu og havde nydt godt af et altid fyldt køleskab.

Da jeg kom ned af trappen duftede der af ny brygget kaffe og min far var lige kørt til bageren efter morgenbrød. Jeg snuppede et dejlig bad med det samme så jeg kunne få pakket de sidste toiletsager ned. Jeg var spændt på vægten af kufferten, da jeg skulle kunne pakke mit liv ned til 20 kilo. Heldigvis stod den på 19,5 kilo.

Jeg fik klaret de sidste ting på min “to do list” og kl 10.30 kom min søde veninde, Sara som ville med i lufthavenen, kom forbi til en kop kaffe. Klokken blev hurtigt 11.30 og tid til at køre mod Kastrup. Nu var det ikke længere kun sommerfugle i maven, men en helt zoologiskhave…

Klar til afgang

Sorry, kan pt. ikke lige finde ud af at vende billedet…

Som vi nærmede os lufthavnen blev jeg mere og mere spændt. Vi fandt hurtigt en p-plads og i terminal 2 fandt vi nemt Kine, Sheila og Willie og deres familie og venner. Min faster Lone, søde veninde Linda og hendes dejlige børn var også kommet ind for at kramme farvel. Det var rigtig dejligt, også rart for mine forældre der tydeligvis havde det rigtig hårdt. Nok hårdere end jeg selv.

Mor, far og mig på vej til Kastrup...

Mor, far og mig på vej til Kastrup…

Vi tjekkede ind og vægten på bagagen sagde heldigvis stadig 19.5 kg. Heldigt. Også kom det svære, afskeden. Øv, det var ikke sjovt, mange kram, tårer og søde ord senere gik vi op af trappen og vinkede et sidste farvel til alle vores kære. Nu var der kun en vej og der var frem. Vietnam kommer nærmere og nærmere.

Vi kom alle nemt igennem security og vi fandt hurtigt Joe and the Juice og fik en snack og en lækker juice. Vi sad alle med en ret mærkelig fornemmelse i maven, ingen der rigtig sagde noget, der ville gå MEGET lang tid før vi skulle hjem igen.

Flyet der bragte os til London

Flyet der bragte os til London

Vi skulle flyve med British Airways til London, det tog ca. 2 timer og undervejs fik vi et fladbrød med ost og skinke, ret tørt. Men sådan er fly mad jo. Den sidste halve time var meget ubehagelig, da der var meget turbolens pga. uvejr i London. Det regnede og blæste helt vildt. Heathrow Airport er gigantisk stor. Større end jeg havde regnet med. Vi fandt hurtigt frem til terminal 3 som ligger ca 10 min væk i bus. Vi sad kun meget kort og ventede på boarding.

Også var vi ellers klar til en 11 timers flyvetur til Hong Kong. Vi fløj med Cathay Pacific, virkelig skønt selskab med MEGET søde og hjælpsomme stewardesser og stewarder. De gjorde nærmest alt for dig. Maden var også god, eller som den nu kan være ombord på et fly med små 700 passagerer. Der var skærm til hver sæde med nye film (som ikke har haft præmiere i DK endnu), spil og musik. Jeg fik heldigvis sovet 5 timer on/off, men noget øm i skroget bliver man godt nok.

VORES fly

Vi ankom til Hongkong som planlagt og havde 2 ½ time i lufthavnen. Kæmpe lufthavn, med over 500 gates. Vi brugte tiden på Starbucks og på at kigge lidt på butikker og så ligge udstrakt på en bænk. Det var noget ryggen kunne bruge.

Hongkong Airport

Hongkong Airport

Efter et par timers venten, blev vi kaldt til gate… Tror aldrig at jeg har stået i så lang en kø, ikke engang køen på pigetoilettet på et diskotek kan måle sig med denne. Der var varmt, tasken tung, tørstig, træt og ville bare gerne komme frem til HCMC nu..!!! Endelig kom vi ombord og små to times flyvning til HCMC. Endelig var det endedestinationen.

Køen til gaten i Hongkong

Køen til gaten i Hongkong

kl blev 18.10 (Vietnamesisk tid) da vi landede i HCMC Airport. Endelig fremme. Nu skulle vi bare hurtigt ud og have vores bagage, have en taxa og finde det hotel som vi havde booket på forhånd. Men desværre mistede Willie sin en kuffert et sted undervejs, så det tog lige lidt tid at finde ud af hvad vi skulle gøre.

Vi fandt en taxa og kom hurtigt afsted ud i trafikken. Sindssyg trafik, for at sige det mildt. Man kører bare og kigger sig ikke tilbage, alt hvad der sker bag dig er ikke dit problem, du skal bare holde øje med hvad der sker bag dig. Meget grænseoverskridende og vi var meget utrygge til at starte med. Hvis man skal dreje, dytter man bare og drejer.

Hotellet, Bizu Hotel på Biu Vien Street, distrikt 1, var fint til prisen 565 kr pr mand for 7 overnatninger, incl, morgenmad. Desværre var sengene (på Kine og mit værelse) meget meget hårde og morgenmaden var kedelig. Super sødt og hjælpsomt personale. Hotellet kan klart anbefales, hvis man får et værelse med blødere senge.

 

Biu Vien Street er et godt gå-i-byen sted, der kommet mange backpackere fra hele verden og vi mødte også nogle danskere. Det er desværre også et sted hvor der sker mange tyverier, så det er med at holde tingende ind på kroppen, gerne under tøjet. Sheila fik desværre stjålet sin tlf, af en såkaldt “cowboy” på motorbike, som nappede den ud af hånden på hende imens hun filmede. Det er især slemt omkring Tet-festival, Lunar NewYear, da mange skal betale deres gæld tilbage. Det bringer held, ikke at gå ind i et nytår med gæld.

Skaldevognen på Biu Vien Str.

Skaldevognen på Biu Vien Str.

Byens bedste øl, 7 kr.

Byens bedste øl, 7 kr.

Sådan kom jeg fra Hvalsø til HCMC. Det tog ca. 28 timer fra vi kørte fra Hvalsø til vi landede i HCMC. Men det virker til at det er hele turen værd.

 

 Seneste plus
 
12Næste ›
x